Boganmeldelse: Jacob Riising “Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe”

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Billede af Jacob Riisings bog "Karmaboy - Komenten og den onde numsekløe"

Forfatter: Jacob Riising
Titel: Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe
Forlag: Forlaget Carlsen
Forside: Claus Bigum

Skovlunde Bytorv er det bedste sted at bo i hele universet, synes Niller. Han bor i lejligheden oven på torvets slagerbutik sammen med sin far Skovlund Bytorvs slagtermester. Siden slagerbutikken fik en sur smiley, og der på mystisk vis forsvandt en gravhund ude foran butikken, har butikken dog haft småt med kunder. Heldigvis holder Nillers far mere af fodbold end af kød, og hans store idol er Preben Elkjær, som spillede på det danske fodboldlandshold tilbage i 1980erne.

De andre butikker på Skovlunde Bytorv er Kopi-Kaj, Elses Helse og Sultan Pizza. Kopi-Kajs forretning går heller ikke så godt, da det nu er meget lettere at købe printerblæk m.v. over nettet. I Elses Helse huserer søde yogadyrkende Else, som altid har urtete på kanden og tid til en snak. Bytorvets italienske pizzaria Sultan Pizza ejes af Erkan, som intet har med Italien at gøre men derimod er født og opvokset i byen Dalaman i Tyrkiet. Når Erkan med sin tyrkiske accent udtaler navnet på sin hjemstavn, lyder det dog som Dillermand.

Nillers bedste ven er Tykke, som er stor fan af Superman. Niller og Tykke blev venner på en torvedag, hvor Tykke spiste ikke mindre end 21 af Nillers fars berømte Elkjærpølser med stærk sennep. Men når sulten trænger sig på, holder Tykke sig ikke tilbage fra at stoppe den med alt fra lakridspiber til et stykke økologisk lavendelsæbe fra Elses Helse.

Lige nu er en komet på størrelse med en trepersoners hjørnesofa på vej mod Skovlunde Bytorv. Når den om tre et halvt døgn rammer jorden, vil den kun være på størrelse med en fiskefrikadelle, hvilket dog præcis er nok til at udslette Nillers lille paradis.

Inspireret af Tykkes største superhelt og en snak med Else om karmaloven* (læs fodnoten nedenfor som altså ikke handler om fødder men i stedet er “lidt ekstra lækker information til dig”) forvandler Niller sig til Karmaboy ved hjælp af sin fars gamle landsholdtrøje fra 1984 med Elkjærs nr. 10 på ryggen, et par lange blå skiunderbukser, nogle gamle underhylere, et ternet forklæde og en halvmaske.

Forklædt som Karmaboy begynder den ellers ikke særlig modige Niller, som ofte ender med at sidde på toilettet af bare nervøsitet, at udføre gode gerninger i Skovlunde i håbet om, at karmaloven vil virke og dermed redde Skovlunde Bytorv. Om det lykkes, og hvordan den onde numsekløe kommer ind i billedet, finder man kun ud af ved at læse bogen til ende.

Det kan bestemt også anbefales at høre “Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe” som lydbog oplæst af Jacob Riising selv. Den er f.eks. fantastisk som underholdning under en lang køretur. Vi garanterer, at det resulterer i nogle gode grin også for mor og far.

*Definition af karmaloven: “Alt det, du sender ud i universet, kommer tilbage til dig”.

Tak for bogen til Forlaget Carlsen.

Din dreng skal læse Jacob Riisings bog “Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe” hvis:
– han vil læse en sjov historie fortalt i børnehøjde
– han kan lide Jacob Riisings lidt skæve form for humor
– han vil vide, hvordan man opbygger god karma.

Bedømmelse:

Boganmeldelse: Dav Pilkey “Hundemand og Katte-knægten”

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Billede af Dav Pilkeys bog "Hundemand og Katte-knægten".

Forfatter: Dav Pilkey
Titel: Hundemand og Katte-knægten
Forlag: Forlaget Carlsen
Forside: Dav Pilkey og Phil Falco
Sprog: Oversat til dansk af Kim Langer

Selvom man skulle være ny læser af Hundemand-serien, er det ingen undskyldning for, hvorfor man ikke skulle kaste sig over at læse denne fjerde bog i serien. Bogen starter nemlig med et kort resume, som forklarer, at Hundemand-historierne er tegnet og fortalt af Jimmy Dahl og Otto Fisker, som vi alle kender fra de fantastisk morsomme fortællinger om Kaptajn Underhyler. Hundemand, Jimmy og Ottos nye helt, er blev skabt efter en eksplosion ved at sætte en politihunds hoved på en betjents krop. Hundemand har, som alle helte, en ærkefjende, nemlig katten Pjevs. Pjevs har forsøgt at lave en klon af sig selv, som dog viser sig at blive den søde killing Lille Pjevs. Vi kommer ind i historien, hvor Lille Pjevs er flyttet ind hos Hundemand. 

Da Hundemand skal på arbejde, hyrer han kattesitteren fru Suspektfant til at passe Lille Pjevs imens. Lige så snart Hundemand er ude af døren, afslører Lille Pjevs, at fru Suspektfant i virkelighenden er superskurken Pjevs. 

På arbejdet får Hundemand at vide, at den berømte Hollywood-instruktør Sam Hamilton vil lave en film om ham, hans venner og hans fjender. En stort opsat film hvor alle karaktererne skal spilles af berømte stjerner, og filmens stor actionscene skal indeholde intet mindre end en hundemobil, en masse robothotdogs og en kæmpe robottaco. Men som den onde skurk Pjevs nu er, sætter han sig for at sabotere filmen. Om det lykkes, må du selv læse dig frem til. 

Det eneste vi vil afsløre er, at bogen er fyldt med skønne tegneserie-tegninger i rigtig Jimmy og Otto stil, sjove vend-o-rama-sider hvor man skal bladre hurtigt frem og tilbage, indtil billederne bliver levende og ikke mindre end 11 forskellige ord for at prutte. 

Din dreng skal læse Dav Pilkeys bog “Hundemand og Katte-knægten” hvis:
– han holder af Jimmy og Ottos sjove fortællestil og tegninger
– han elsker fortællinger om helte og skurke
– han har en vis portion humor.

Tak for bogen til Forlaget Carlsen.

Bedømmelse:

Indlæg: Bogforum 2019 – En inspirerende dag

Jeg ankommer tidligt, da mit første punkt på dagsordenen allerede er kl. 10. Efter lidt venten i forhallen finder jeg som den første hen til Jan Kjærs stand. Her står han sammen med sin bogsælger og kiggede på den flotte udstilling kun med Jan Kjær bøger – WOW. Så snart jeg kommer, falder vi helt naturligt i snak. Jeg har besluttet, at jeg skal have et signeret eksemplar af bogen “Assassin 1: Zombie” med hjem til den ældste på 10, men bogen til den mindste på 8 er jeg i tvivl om. Jan Kjær rådgiver mig hurtigt til at købe “Kong Neos løver 1: Den magiske hjelm” til ham. Han fortæller, at han lige selv har genudgivet den. Han viser mig også sin helt nye bog “Arven”, som er helt varm fra trykken. Herefter sætter Jan Kjær sig hen for at signere bøgerne og spørger, om han ikke også lige skal lave en lille tegning til drengene – sikke en luksus. Det bliver nogle rigtig flotte julegaver, som jeg ved, drengene bliver stolte af at eje. Min ældste søn fortalte nemlig, før jeg tog af sted, at han ikke mente, det var muligt at møde Jan Kjær på messen, men andre af hans yndlingsforfattere var det nok muligt at møde. “Jan Kjær, han har da for travlt mor” (læs: han ligger altså helt deroppe blandt stjerne på min søns liste). Før jeg forlader standen, står der allerede en kø foran bordet for at få signeret deres bøger. Tak til Jan Kjær for en fantastisk start på årets Bogforum. 

Herefter går turen til forlaget HarperCollins stand, hvor jeg får en god snak med forfatter Gretelise Holm om hendes spændingsroman “Dødfunden”. En roman som jeg lige har anmeldt her på Bogkompasset. Jeg roser hende for det gode plot, og at hun lader bogen handle om de involverede personer frem for de personer, som skal opklare sagen. Vi taler også om, hvor aktuel den verden, handlingen udspiller sig i, er. Så sent som dagen før hørte jeg for første gang spiseforstyrrelsen ortoreksi omtalt i pressen. Tak til Gretelise Holm for en dejlig snak helt nede på jorden. 

Så er der lidt tid til at slentre rundt og kigge før mit næste punkt på dagsordenen, nemlig en samtale mellem Peter Lund Madsen og Lotte Lykke om emnet angst på forlaget Lindhardt og Ringhofs stand. Peter Lund Madsen arbejder i øjeblikket på en bog om angst, som udkommer i 2020. Under samtalen fortæller Peter Lund Madsen bl.a., at angst er en livsnødvendig grundfølelse, som modvirker, at vi gør dumme ting. Vores hjerner er programmeret til at blive bange for de ting, som fandtes i stenalderen. Og vi er skabt til de forskellige roller, som fandtes i de grupper, som levede dengang. Nogle er vagtsomme og bekymrer sig, og disse typer er også nødvendige i en gruppe. Han fortæller også, at et angstanfald typisk varer 20-30 minutter. Og selvom vi, i den tid angstanfaldet står på, tror, at vi skal dø, er en ting sikkert, man kan ikke dø af selve angsten. Det bliver spændende at se, hvilket svar Peter Lund Madsen kommer frem til i sin kommende bog på spørgsmålet om, hvorfor så mange børn og unge i dag lider af angst i så udbredt grad, at de ikke kan gå i skole og have en almindelig barndom. 

Efter dette interview er det tid til at købe lidt bøger med hjem. Der er simpelthen så mange gode tilbud på messen, at man kunne købe sig fattig. Men tre gode bøger fra forlaget Lindhardt og Ringhof til bare 100 kr. i alt blev det til. Dem glæder jeg mig til at læse. 

Herfra går det til Tranescene I for at høre Peter Ingemann og Henrik Nordskilde i samtale om deres fælles bog “Elsk afgrunden”. Peter Ingemann træder først op på scenen og hilser på sin egen jordnære facon på det stort fremmødte publikum, og med det samme er der connection. Peter Ingemann starter med at fortælle, at han mener, vi alle har et uhyre med os, som vi bliver nødt til at lære at holde af. Hans uhyre er, at han ikke blev set så meget i sin barndom, hvilket i hans voksenliv har ført til, at han stiller sig op foran kameraerne. Han kunne godt vælge at se sit dårlige selvværd som en møllesten, men vælger at se det som hans drivkraft, som sørger for, at han aldrig er helt tilfreds og kæmper hårdt for tingene. Peter Ingemann fortæller også om, hvordan han fungerer bedst med at lave programmer, hvor han ikke er låst fast af en diktering i en øresnegl. Det betyder dog også, at han skal være godt forberedt og have en vifte af planer klar i sit hoved. Altså elsk afgrunden og lad virkeligheden komme ind og glem manuskriptet. Seerne skal kunne mærke, at det er ægte. Samtidig med at Peter Ingemanns far begår selvmord, begynder Peters karriere at gå op. Da Peter modtager nyheden om sin fars død, beslutter han sig for, at nu skal han sateme vise dem alle sammen. Der er altid noget godt og konstruktivt i selv den allermørkeste oplevelse. Peter Ingemann slutter samtalen af med at huske os på, at vi skal huske de ting, som har gjort ondt, og bruge dem som ammunition til at vælge en anden vej. Tak til Peter Ingemann og Henrik Nordskilde for en god oplevelse. 

Sidste punkt på dagsordenen finder sted på Litteratursidens stand. Det er en samtale mellem Lotte Kirkeby og Lise Vandborg om Lotte Kirkebys første roman “De nærmeste”. Bogen handler om tre søskende, som mister begge deres forældre på samme nat. Da de sidder ved præsten, går det op for dem, at de ikke har den samme opfattelse af deres barndom. En barndom hvor forældrene har været mere interesseret i hinanden end i deres børn. Må man i det hele taget det? I bogen beskrives den stille, underspillede nordiske sorg. Emnerne i bogen ligger tit under overfladen, da Lotte Kirkeby mener, at der i skønlitteraturen også skal være plads til læserne og deres erfaringer. En spændende bog om sorg, forståelse, tilgivelse og forsoning, som jeg glæder mig til at læse. 

På vej ud fra Bogforum løber jeg tilfældigt ind i Jesper Roos, som er den ene af de to forfattere af børnebogsserien om Bækager Boldklub. Jesper kender jeg som far til en af min yngste sønners skolekammerater og kender slet ikke til, at han er forfatter. Så det bliver en rigtig hyggelig snak om bogblogging og drengelitteratur. Og inden jeg forlader Forlaget Carlsens stand, har jeg fået et signeret eksemplar af første bog i serien med titlen “Bækager Boldklub: Tæsk og tuba”, som mine drenge og jeg glæder os til at anmelde her på Bogkompasset. 

En rigtig dejlig dag på Bogforum 2019 er slut, og jeg forlader Bella Centret på trætte fødder men med et sind helt høj af gode oplevelser i bøgernes verden.

Boganmeldelse: Gretelise Holm “Dødfunden”

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Billede af Gretelise Holms bog "Dødfunden".

Forfatter: Gretelise Holm
Titel: Dødfunden
Forlag: HarperCollins
Forside: Lisa Krebs og Shutterstock

Efter en udlandsrejse vender fagbogsredaktør Peter Green, Ellinors ægtemand gennem næsten 40 år, hjem og finder Ellinor død. Hun ligger med et fredfyldt ansigtsudtryk på sin seng, fuldt påklædt og med håret pænt sat. Der er ingen tegn på indbrud og ingen tegn på indtagelse af medicin. 

Peter og Ellinors ægteskab har i mange år været et lidenskabsløst makkerskab forbundet med den ensomhed og fremmedhed over for hinanden, som dette medfører. Skilsmisse har for år tilbage været på tale, men ingen af dem har kunnet afslutte den trygge tilværelse i ægteskabets tegn. I stedet har de lavet en stiltiende aftale om at finde lidenskaben hver for sig uden for ægteskabets rammer. Ellinor har igennem de sidste 14 år én gang om året haft et sidespring med en tidligere studiekammerat og nu kollega og chef. Mens Peter fra tid til anden har haft sidespring og igennem de sidste 2 år har haft en fast elskerinde.

Ellinor og Peter har sønnen Martin på 38 og datteren Sarah på 34. Sarah har de sidste
8 år pga. stress, depression og angst levet af sygedagpenge eller kontanthjælp. Hun er enlig mor til Urt og Lilje, som hun holder på en stram diæt som rawfood-veganere. Da Sarahs forældre har fortalt hende om deres bekymring for, om børnebørnene trives godt med stort set kun at spise rå grøntsager, har Sarah for nylig valgt at bryde med forældrene. 

Martin har studeret Statskundskab men kom aldrig igennem specialet. De sidste tre år har der stået Tekstforfatter på hans visitkort, men egentlig arbejder han som påvirkningsagent på nettet, hvor han vha. falske profiler påvirker de politiske debatter i fremmedfjendsk retning. Martin er skilt og har efter et overfald på sin ekskone nu kun ret til overvåget samvær med sin 6-årige datter én gang om måneden. Martin ser heller ikke meget til sine forældre efter det mislykkede uddannelsesforsøg og skilsmissen, men det hænder, at mor og søn deltager i de samme debatter på nettet dog på hver sin side, og Martin under en falsk profil. 

62-årige Ellinor arbejdede som seniorforsker for Det Nationale Forskningscenter for Samfundsvidenskaberne, hvor hun forskede i de højreradikale bevægelser i Europa. Hun holdt af sit job som bl.a. indebar feltarbejde, at skrive videnskabelige artikler, deltage i faglige konferencer og optræde i medierne. Kort før sin død fik Ellinor dog at vide, at hendes forskningsprojekt ville blive lukket, og at hun ville blive afskediget pga. besparelser. 

Da politiets dødemand Cecilie Skov deltager ved ligsynet af Ellinor, regner hun med, at det bliver en ren rutinesag som med så mange andre dødfundne. Men da dødsårsagen ikke umiddelbart kan fastslås, starter en længere udredning af, hvorfor Ellinor døde. En udredning som fører læseren igennem højaktuelle emner i dagens Danmark som familieudfordringer, vegetarisme, internettrolde og højreradikalisme. 

Gretelise Holm har med Dødfunden skrevet en rigtig god spændingsroman med et godt plot som bare flyder derudad på fangende vis. At romanen handler om de involverede personer, mere end den handler om de personer, som skal opklare sagen, er en dejlig afveksling. Jeg tog mig selv i bare at læse videre, selvom jeg egentlig burde gå ud og påbegynde aftensmaden til familien.

Du skal læse Gretelise Holms bog “Dødfunden” hvis:
– du vil læse en velskrevet spændingsroman, hvor historien bare flyder
– du vil læse om en realistisk sag, som lige så godt kunne have fundet sted
– du vil få stof til eftertanke om presserende emner i dagens Danmark.

Tak for bogen til Forlaget HarperCollins.

Bedømmelse:


Boganmeldelse: Per Straarup Søndergaard “Katten”

Billede af Per Straarup Søndergaards bog "Katten".

Forfatter: Per Straarup Søndergaard
Titel: Katten
Forlag: Turbine
Forside: Jolanta Mayerberg, Colourbox
Let-tal: 12

Katte kan både være søde og sjove kæledyr samtidig med, at de er rovdyr, der fanger mus og fugle. Det og mange andre fakta om katte bliver her beskrevet for den helt nye læser i korte letlæselige sætninger.

I bogen fortæller Per Straarup Søndergaard også om, hvordan du kan lege med din kat, hvordan du kan give den sin egen dør, så den selv kan gå ind og ud af huset samt hvordan du kan aflæse, om din kat er sur eller glad.

Bogens fakta understøttes af flotte billeder, som gør det lettere for den nye læser at forstå, hvad han læser.

Din dreng skal læse Per Straarup Søndergaards bog “Katten” hvis:
– han synes, at katten er et spændende dyr
– han holder af at læse letlæselige fagbøger med flotte illustrationer.

Bedømmelse:

Billede af Per Straarup Søndergaards bog "Katten".

Indlæg: Bogforum 2019 – Mor-tid i bøgernes tegn

Det er flere år siden, jeg har taget mig tid til det sidst, men i år skal det være. Jeg har taget mig en fridag fra arbejde og vil besøge årets Bogforum fredag den 15. november 2019. For nogle timer vil jeg bare være mig og bevæge mig rundt i litteraturens verden, samle inspiration ved at kigge på bøgerne på de forskellige stande og høre nogle nøje udvalgte interviews.

Første punkt på dagsordenen er at besøge stand B5-002 kl. 10.00, hvor jeg håber på at kunne få Jan Kjær til at signere et par udgaver af hans sidste børnebog “Assassin 1: Zombie”, som mine drenge skal have i julegave. Jeg forventer, at specielt min ældste søn vil blive rigtig glad for denne gave, da Jan Kjær er den forfatter, vi sammen har anmeldt flest bøger af her på bloggen. 

Herefter håber jeg at kunne nå hen til forlaget HarperCollins stand til kl. 10.45 for at høre Gretelise Holm fortælle om sin nye spændingsroman ”Dødfunden”. Jeg har ikke læst bogen endnu, men da jeg planlægger snart at anmelde den her på bloggen, er jeg meget spændt på at høre forfatterens tanker bag bogen. (Stand C2-025) 

Klokken 12.00 vil jeg besøge forlaget Lindhardt og Ringhofs stand for at høre Peter Lund Madsen tale med Lotte Lykke om angst hos børn og unge. Det store præstationspres, der lægges på vores børn og unge i dag allerede i folkeskolen, får så mange af dem til at opleve en hverdag med angst i mere eller mindre udpræget grad. Derfor synes jeg, dette emne er yderst relevant. (Stand C3-007)

Klokken 13.00 taler Peter Ingemann med forfatteren Henrik Nordskilde om deres fælles bog ”Elsk afgrunden”. Selvom jeg både har hørt Peter Ingemann fortælle åbent og ærligt om sin barndom i DR-dokumentaren ”Min fars farvel” og har hørt små bidder af fortællingen, da jeg på TV2 fulgte med i Peter Ingemanns tur på knallert langs Vestkysten, har jeg lyst til at læse hans nye bog. Hvordan en mand, som for mig virker til at turde være sig selv og stå op for sine holdninger, har haft en sådan opvækst, finder jeg interessant. (Stand C3-027)

Klokken 14.30 fortæller forfatter Lotte Kirkeby om sin første roman ”De nærmeste”. Efter jeg havde set Lotte Kirkeby blive interviewet om romanen af Flemming Møldrup i bogprogrammet ”Vild med bøger”, som vises på DRK, gik jeg straks ind og reserverede den på biblioteket. Men jeg må med skam indrømme, at jeg ikke nåede at læse den, da det endelig blev min tur til at låne bogen. Men den står helt klart stadig på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. (Stand C3-012)

Når jeg kigger på ovenstående plan, kan jeg godt se, at den er ambitiøs, når jeg nu også vil have tid til at slentre lidt rundt og kigge på de forskellige stande. Så at jeg når alle ovennævnte interviews, tvivler jeg på, men at lysten er der til at høre dem alle, er jeg på ingen måde i tvivl om.

Jeg ønsker jer alle et godt Bogforum 2019.

Boganmeldelse: Sonja Kaiblinger “Scary Harry – ikke til at spøge med”

Billede af Sonja Kaiblingers bog "Scarry Harry - ikke til at spøge med".

Forfatter: Sonja Kaiblinger
Titel: Scary Harry – ikke til at spøge med
Forlag: TURBINE
Forside: Fréderic Bertrand
Sprog: Oversat til dansk af Jacob Jonia

11-årige Otto bor hos sin tante Sharon på Radisevej 8. I hans klædeskab bor hans kæledyr den 326 år gamle flagermus Vincent, som er halvt spøgelse. I villaen bor også tre spøgelser: Tony, den tidligere ejer af Radisevej 8, bor i støvsugeren, Molly, den tidligere kokkepige, bor i vaskekælderen og Bert, den tidligere kok, bor i køleskabet.

Ottos bedste ven hedder Emily. Emily tror på spøgelser og vil gerne bevise deres eksistens, men hun kan hverken se dem eller tale med dem, som Otto kan.

En aften ser Otto Mr. Olsen falde død om i sin have. Otto ringer efter en ambulance, men inden den når frem, sker der noget mystisk. En mand i mørk kutte kommer og fanger en lille ildkugle, som hænger over Mr. Olsens lig, i sit sommerfuglenet, putter ildkuglen i et syltetøjsglas og kører væk.

Pludselig en aften slår uret i salonen tretten slag. Da Otte vil undersøge dette, finder han Manden med Le også kaldet Døden, Scary Harry og Harold inde i stuen. Harold sender syltetøjsglassene med ildkugler til dødsriget gennem portalen, som befinder sig inde i tante Sharons ur.

En dag begynder Ottos spøgelsesvenner at forsvinde fra Radisevej 8, og Otto, Emily og Vincent begiver sig ud for at finde vennerne og få dem tilbage til villaen. Det bliver en farlig og farefuld opgave, som endda kræver hjælp fra Manden med Le.

Din dreng skal læse Sonja Kaiblingers bog “Scary Harry – ikke til at spøge med” hvis:
– han holder af at læse om spøgelser
– han holder af spænding og uhygge
– han har en vis portion humor.

Bedømmelse:

Sonja Kaiblingers bog "Scary Harry - ikke til at spøge med" er en spændende spøgelsesbog med en vis portion humor. Læse min anmeldelse på bloggen Bogkompasset

Boganmeldelse: Emil Blichfeldt “Roboys 4 – Diamantnøglen”

Billede af Emil Blichfeldts bog "Roboys 4 - Diamantnøglen".

Forfatter: Emil Blichfeldt
Titel: Roboys 4 – Diamantnøglen
Forlag: Calibat
Forside: Tom Kristensen

Staten har overtaget alt professorens udstyr for at bruge det til et tophemmeligt projekt. Professorens tidligere assistent Nadja og Benjamins far er bl.a. blevet ansat til at arbejde på projektet.

Da børn er bedre til at leve sig ind i ting end voksne, og hjernemaskinen derfor ikke virker så godt på voksne som på børn, bliver Benjamin, Nadim og Iching igen kaldt ind for at hjælpe.

Staten har lovet rektor, at de vil kurere hans hund Lille Stalin som led i projektet. Så før de ved af det, befinder Benjamin, Nadim og Iching sig igen inde i spillet og dermed inden i Lille Stalins krop. Benjamins far har opgraderet spillet og sørget for, at børnene denne gang har flere og sejere våben til rådighed. Men er det nok til, at de kan få fat i diamantnøglen og redde Lille Stalin, og hvem ved måske endnu mere end det?

Din dreng skal læse Emil Blichfeldts bog “Roboys 4 – Diamantnøglen” hvis:
– han har nerver til at læse en bog, hvor der er mere på spil end livet i gamerverdenen
– han vil læse videre om Benjamin, Nadim og Ichings gamerliv.

Bedømmelse:

Billede af Emil Blichfeldts bog "Roboys 4 - Diamantnøglen".