
Forfatter: Thomas Thurah
Titel: “Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint – med Benny Andersen og Povl Dissing”
Forlag: Forlaget Documentas
Forside: Ditte Valente og Simon Lilholt, Imperiet
Udgave: 1. udgave, 2. oplag
Der er ikke noget som en god sangtekst fortolket fra hjertet som kan røre folk. I Thomas Thurahs bog “Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint” fortæller den nu afdøde folkekære digter, lyriker, forfatter, komponist og pianist Benny Andersen og musiker, visesanger og troubadour Povl Dissing om deres 40 år lange samarbejde i musikkens tegn.
De fortæller i samtaleform om, hvordan de begge har haft musikken med sig lige fra barns ben. Benny Andersen lærte at spille klaver og ernærede sig som ung som pianist og sangpianist. Povl Dissing lærte som barn og ung at spille klaver, trommer, trompet og guitar. Men det er specielt Povls Dissings evne til at fortolke sangtekster, han i dag er kendt for, selvom han dog fortæller om, hvordan han i begyndelsen forelskede sig i melodierne frem for teksterne. At hans mimik og fremførelse af sangene i starten af hans karriere ikke altid faldt i god jord fører også et par gode anekdoter med sig.
I 1967 mødes de to for første gang på Louisiana. Povl opfordrer efterfølgende Benny til at skrive nogle sange til sig. Men der går dog nogle år, før Benny Andersen i 1972 udkommer med bogen “Svantes viser”, som bliver starten til de tos 40 år lange musikalske samarbejde.
Siden har de to arbejdet sammen samtidig med, at de begge har lavet andre ting ved siden af. I bogen fortæller de om deres oplevelser igennem et langt samarbejde og venskab baseret på deres fælles kærlighed til de danske sange. Et venskab i “sjælelig nøgenhed” hvor de to er “en forkortelse og en forlængelse af hinanden”, som de to herrer så smukt beskriver det.
Min viden om de to herrer blev helt klart udbygget via denne bog og nogle sjove fortællinger har sat sig fast i min erindring. Men pga. min noget begrænsede kendskab til flere af de personer, som omtales i bogen, ville jeg personligt have foretrukket en lidt mere beskrivende form end den anvendte samtaleform.
Du skal læse Thomas Thurahs bog “Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint – med Benny Andersen og Povl Dissing” hvis:
– du gerne vil læse de to herrers beretning om et langt venskab i musikkens tegn
– du vil læse et udvalg af de to herrers fantastiske tekster og høre historierne bag
– du vil læse en uformel fortælling om et langt samarbejde i den danske musikbranche.
Bedømmelse:
