Indlæg: Bogforum 2019 – En inspirerende dag

Jeg ankommer tidligt, da mit første punkt på dagsordenen allerede er kl. 10. Efter lidt venten i forhallen finder jeg som den første hen til Jan Kjærs stand. Her står han sammen med sin bogsælger og kiggede på den flotte udstilling kun med Jan Kjær bøger – WOW. Så snart jeg kommer, falder vi helt naturligt i snak. Jeg har besluttet, at jeg skal have et signeret eksemplar af bogen “Assassin 1: Zombie” med hjem til den ældste på 10, men bogen til den mindste på 8 er jeg i tvivl om. Jan Kjær rådgiver mig hurtigt til at købe “Kong Neos løver 1: Den magiske hjelm” til ham. Han fortæller, at han lige selv har genudgivet den. Han viser mig også sin helt nye bog “Arven”, som er helt varm fra trykken. Herefter sætter Jan Kjær sig hen for at signere bøgerne og spørger, om han ikke også lige skal lave en lille tegning til drengene – sikke en luksus. Det bliver nogle rigtig flotte julegaver, som jeg ved, drengene bliver stolte af at eje. Min ældste søn fortalte nemlig, før jeg tog af sted, at han ikke mente, det var muligt at møde Jan Kjær på messen, men andre af hans yndlingsforfattere var det nok muligt at møde. “Jan Kjær, han har da for travlt mor” (læs: han ligger altså helt deroppe blandt stjerne på min søns liste). Før jeg forlader standen, står der allerede en kø foran bordet for at få signeret deres bøger. Tak til Jan Kjær for en fantastisk start på årets Bogforum. 

Herefter går turen til forlaget HarperCollins stand, hvor jeg får en god snak med forfatter Gretelise Holm om hendes spændingsroman “Dødfunden”. En roman som jeg lige har anmeldt her på Bogkompasset. Jeg roser hende for det gode plot, og at hun lader bogen handle om de involverede personer frem for de personer, som skal opklare sagen. Vi taler også om, hvor aktuel den verden, handlingen udspiller sig i, er. Så sent som dagen før hørte jeg for første gang spiseforstyrrelsen ortoreksi omtalt i pressen. Tak til Gretelise Holm for en dejlig snak helt nede på jorden. 

Så er der lidt tid til at slentre rundt og kigge før mit næste punkt på dagsordenen, nemlig en samtale mellem Peter Lund Madsen og Lotte Lykke om emnet angst på forlaget Lindhardt og Ringhofs stand. Peter Lund Madsen arbejder i øjeblikket på en bog om angst, som udkommer i 2020. Under samtalen fortæller Peter Lund Madsen bl.a., at angst er en livsnødvendig grundfølelse, som modvirker, at vi gør dumme ting. Vores hjerner er programmeret til at blive bange for de ting, som fandtes i stenalderen. Og vi er skabt til de forskellige roller, som fandtes i de grupper, som levede dengang. Nogle er vagtsomme og bekymrer sig, og disse typer er også nødvendige i en gruppe. Han fortæller også, at et angstanfald typisk varer 20-30 minutter. Og selvom vi, i den tid angstanfaldet står på, tror, at vi skal dø, er en ting sikkert, man kan ikke dø af selve angsten. Det bliver spændende at se, hvilket svar Peter Lund Madsen kommer frem til i sin kommende bog på spørgsmålet om, hvorfor så mange børn og unge i dag lider af angst i så udbredt grad, at de ikke kan gå i skole og have en almindelig barndom. 

Efter dette interview er det tid til at købe lidt bøger med hjem. Der er simpelthen så mange gode tilbud på messen, at man kunne købe sig fattig. Men tre gode bøger fra forlaget Lindhardt og Ringhof til bare 100 kr. i alt blev det til. Dem glæder jeg mig til at læse. 

Herfra går det til Tranescene I for at høre Peter Ingemann og Henrik Nordskilde i samtale om deres fælles bog “Elsk afgrunden”. Peter Ingemann træder først op på scenen og hilser på sin egen jordnære facon på det stort fremmødte publikum, og med det samme er der connection. Peter Ingemann starter med at fortælle, at han mener, vi alle har et uhyre med os, som vi bliver nødt til at lære at holde af. Hans uhyre er, at han ikke blev set så meget i sin barndom, hvilket i hans voksenliv har ført til, at han stiller sig op foran kameraerne. Han kunne godt vælge at se sit dårlige selvværd som en møllesten, men vælger at se det som hans drivkraft, som sørger for, at han aldrig er helt tilfreds og kæmper hårdt for tingene. Peter Ingemann fortæller også om, hvordan han fungerer bedst med at lave programmer, hvor han ikke er låst fast af en diktering i en øresnegl. Det betyder dog også, at han skal være godt forberedt og have en vifte af planer klar i sit hoved. Altså elsk afgrunden og lad virkeligheden komme ind og glem manuskriptet. Seerne skal kunne mærke, at det er ægte. Samtidig med at Peter Ingemanns far begår selvmord, begynder Peters karriere at gå op. Da Peter modtager nyheden om sin fars død, beslutter han sig for, at nu skal han sateme vise dem alle sammen. Der er altid noget godt og konstruktivt i selv den allermørkeste oplevelse. Peter Ingemann slutter samtalen af med at huske os på, at vi skal huske de ting, som har gjort ondt, og bruge dem som ammunition til at vælge en anden vej. Tak til Peter Ingemann og Henrik Nordskilde for en god oplevelse. 

Sidste punkt på dagsordenen finder sted på Litteratursidens stand. Det er en samtale mellem Lotte Kirkeby og Lise Vandborg om Lotte Kirkebys første roman “De nærmeste”. Bogen handler om tre søskende, som mister begge deres forældre på samme nat. Da de sidder ved præsten, går det op for dem, at de ikke har den samme opfattelse af deres barndom. En barndom hvor forældrene har været mere interesseret i hinanden end i deres børn. Må man i det hele taget det? I bogen beskrives den stille, underspillede nordiske sorg. Emnerne i bogen ligger tit under overfladen, da Lotte Kirkeby mener, at der i skønlitteraturen også skal være plads til læserne og deres erfaringer. En spændende bog om sorg, forståelse, tilgivelse og forsoning, som jeg glæder mig til at læse. 

På vej ud fra Bogforum løber jeg tilfældigt ind i Jesper Roos, som er den ene af de to forfattere af børnebogsserien om Bækager Boldklub. Jesper kender jeg som far til en af min yngste sønners skolekammerater og kender slet ikke til, at han er forfatter. Så det bliver en rigtig hyggelig snak om bogblogging og drengelitteratur. Og inden jeg forlader Forlaget Carlsens stand, har jeg fået et signeret eksemplar af første bog i serien med titlen “Bækager Boldklub: Tæsk og tuba”, som mine drenge og jeg glæder os til at anmelde her på Bogkompasset. 

En rigtig dejlig dag på Bogforum 2019 er slut, og jeg forlader Bella Centret på trætte fødder men med et sind helt høj af gode oplevelser i bøgernes verden.

Boganmeldelse: Gretelise Holm “Dødfunden”

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Billede af Gretelise Holms bog "Dødfunden".

Forfatter: Gretelise Holm
Titel: Dødfunden
Forlag: HarperCollins
Forside: Lisa Krebs og Shutterstock

Efter en udlandsrejse vender fagbogsredaktør Peter Green, Ellinors ægtemand gennem næsten 40 år, hjem og finder Ellinor død. Hun ligger med et fredfyldt ansigtsudtryk på sin seng, fuldt påklædt og med håret pænt sat. Der er ingen tegn på indbrud og ingen tegn på indtagelse af medicin. 

Peter og Ellinors ægteskab har i mange år været et lidenskabsløst makkerskab forbundet med den ensomhed og fremmedhed over for hinanden, som dette medfører. Skilsmisse har for år tilbage været på tale, men ingen af dem har kunnet afslutte den trygge tilværelse i ægteskabets tegn. I stedet har de lavet en stiltiende aftale om at finde lidenskaben hver for sig uden for ægteskabets rammer. Ellinor har igennem de sidste 14 år én gang om året haft et sidespring med en tidligere studiekammerat og nu kollega og chef. Mens Peter fra tid til anden har haft sidespring og igennem de sidste 2 år har haft en fast elskerinde.

Ellinor og Peter har sønnen Martin på 38 og datteren Sarah på 34. Sarah har de sidste
8 år pga. stress, depression og angst levet af sygedagpenge eller kontanthjælp. Hun er enlig mor til Urt og Lilje, som hun holder på en stram diæt som rawfood-veganere. Da Sarahs forældre har fortalt hende om deres bekymring for, om børnebørnene trives godt med stort set kun at spise rå grøntsager, har Sarah for nylig valgt at bryde med forældrene. 

Martin har studeret Statskundskab men kom aldrig igennem specialet. De sidste tre år har der stået Tekstforfatter på hans visitkort, men egentlig arbejder han som påvirkningsagent på nettet, hvor han vha. falske profiler påvirker de politiske debatter i fremmedfjendsk retning. Martin er skilt og har efter et overfald på sin ekskone nu kun ret til overvåget samvær med sin 6-årige datter én gang om måneden. Martin ser heller ikke meget til sine forældre efter det mislykkede uddannelsesforsøg og skilsmissen, men det hænder, at mor og søn deltager i de samme debatter på nettet dog på hver sin side, og Martin under en falsk profil. 

62-årige Ellinor arbejdede som seniorforsker for Det Nationale Forskningscenter for Samfundsvidenskaberne, hvor hun forskede i de højreradikale bevægelser i Europa. Hun holdt af sit job som bl.a. indebar feltarbejde, at skrive videnskabelige artikler, deltage i faglige konferencer og optræde i medierne. Kort før sin død fik Ellinor dog at vide, at hendes forskningsprojekt ville blive lukket, og at hun ville blive afskediget pga. besparelser. 

Da politiets dødemand Cecilie Skov deltager ved ligsynet af Ellinor, regner hun med, at det bliver en ren rutinesag som med så mange andre dødfundne. Men da dødsårsagen ikke umiddelbart kan fastslås, starter en længere udredning af, hvorfor Ellinor døde. En udredning som fører læseren igennem højaktuelle emner i dagens Danmark som familieudfordringer, vegetarisme, internettrolde og højreradikalisme. 

Gretelise Holm har med Dødfunden skrevet en rigtig god spændingsroman med et godt plot som bare flyder derudad på fangende vis. At romanen handler om de involverede personer, mere end den handler om de personer, som skal opklare sagen, er en dejlig afveksling. Jeg tog mig selv i bare at læse videre, selvom jeg egentlig burde gå ud og påbegynde aftensmaden til familien.

Du skal læse Gretelise Holms bog “Dødfunden” hvis:
– du vil læse en velskrevet spændingsroman, hvor historien bare flyder
– du vil læse om en realistisk sag, som lige så godt kunne have fundet sted
– du vil få stof til eftertanke om presserende emner i dagens Danmark.

Tak for bogen til Forlaget HarperCollins.

Bedømmelse: